Fødsel – hvad skal man forvente?

Jeg er førstegangsfødende og tænker naturligvis en del på hvordan fødslen vil gå og hvordan det vil være bagefter, vil jeg sprække eller ender det med kejsersnit? Der var så mange tanker under graviditeten. Mange spurgte også “er du nervøs?” eller “er du bange for at sprække?”. Disse spørgsmål gør det ikke nemmere og gør ikke tankerne mindre eller beroligere én. Men jeg var nødt til at skubbe tankerne om fødslen fra mig, da det jo ikke er noget jeg kan kontrollere alligevel. Jeg er en person som virkelig har brug for struktur og jeg hader ikke at have kontrol over tingene. Men her har jeg ingen muligheder for rigtig at prøve mig frem eller blive klar til det, når jeg absolut ikke ved hvad jeg skal forvente. Men da jeg har gået til kor og synger en del, tænker jeg at jeg har en fordel i at jeg er god til at styre min vejrtrækning.

Da vi går ind i 3. trimester og har tid hos jordmoder giver hun os en liste over fødselsforberedelseshold. Dog er der få pladser tilbage og hun ved at der er rift om pladserne. Min mand og jeg skulle lige have kigget på datoerne, men kom desværre for sent til at få pladser, da kun 2 af holdene ville være færdige før termin. Herefter måtte vi begynde at tænke over hvad vi så skulle gøre. Vi kunne se om vi kunne komme til fødselsforberedelse privat eller læse nogle bøger omkring det? Min mand var ikke så deltagende, da han mente, at det var mig, der skulle bestemme om jeg gerne ville til fødselsforberedelse eller ej. Han skulle nok tage med, hvis jeg gerne ville, men for ham var det ikke vigtigt. Han skulle jo ikke gøre arbejdet under fødslen. Her endte jeg ud i det dovne resultat og undlod at gøre mere. Jeg endte med tankerne om at jeg nok ikke ville kunne huske hvad de sagde til fødselsforberedelserne alligvel. Jeg forventede jo at jeg ville kunne koncentrere mig om min vejrtrækning og så tænker jeg at jordmødrene på stuen nok skal fortælle mig hvad jeg skal gøre og hvornår. Jeg tænker, at de jo er de professionelle og har prøvet det en del gange, så de ved hvad de taler om.

Men man gør sig tanker om fødslen alligevel. Jeg sagde fra starten af min graviditet, at jeg jo godt vidste at man ikke kommer igennem fødslen uden smerte. Men når man ikke har født før og ikke har haft veer før, så aner man jo ikke hvad man skal forvente. Jeg synes, det var meget svært at skulle forholde sig til en smerte, som man ved kommer, men man ikke ved hvordan føles, når det kommer til stykket. Alle har forskellige måder at beskrive smerten på og der er forskel på hvor ens smertetærskel er. Det er meget nervepirrende og meget skræmmende, synes jeg.

Da jordmoder så giver sedler med hjem, som skal udfyldes med de underligste spørgsmål. “Glæder du dig til fødslen?” øhh… nej, jeg glæder mig til det er overstået, men ikke til smerten. “Har du en foretrukken fødestilling?” øhh… Det ved jeg da ikke. Jeg har aldrig født før, så hvor skulle jeg vide fra hvilke stillinger der er, hvilke der virker for mig eller hvad der er mest behageligt. Det skal dog siges, at jeg ikke har læst én eneste bog omkring graviditet eller fødsel. Måske havde der stået noget der jeg kunne have brugt – men det er altid nemt at være bagklog. “Hvilken type smertestillende kunne du tænke dig?” Øhh… Jeg kender ikke alle de typer der findes, men jeg tænker at hvis veerne rent faktisk gør mega ondt, så giv mig alt hvad i har. Ha ha.

D. 5/6-2018 var en hel normal dag og min mand og jeg havde inviteret min mor, søster og nevø på 10 mdr ud til aftensmad og hygge i haven. Da vi havde spist aftensmaden fik jeg lidt uro i maven og var nødt til at ligge mig ned lidt, men det var ikke noget jeg tog så tungt og tænkte at jeg måske bare havde spist lidt for meget. Og resten af aftenen brugte jeg på sofaen og slappede af. Da kl. var 03:00 Onsdag d 6/6 vågnede jeg med uro i maven. Jeg ville beskrive det som når man har lidt dårlig mave og virkelig skal afsted. Jeg står op og går på toilettet og her går det op for mig at mavesmerten bliver ved lidt tid. Derfor vælger jeg – efter at være blevet færdig på toilettet – at hente min telefon således at jeg kan tage tid på hvor lang tid der er imellem veerne. Da jeg her opdager at der er mindre end 5 min imellem vælger jeg at gå ind og vække min mand. Vi ringer derefter til sygehuset og her er det ikke nok at de snakker med min mand, men de vil snakke med mig. De beder mig om at prøve at få sovet/blundet lidt, evt. tage et varmt bad eller panodil for smerterne, da der stadig godt kan gå flere timer før veerne er så tæt at jeg er nødig at komme ind på sygehuset. Jeg går op og tager et varmt bad og det hjælper i min lænd. Går tilbage i seng bagefter og vælger at ringe til min mor, da jeg gerne vil have hende med til fødslen. Mens jeg ringer til hende, tager min mand tid på veerne, da sygehuset sagde, at vi først skulle ringe igen når der var 3 veer af 50-60 sekunder på 10 minutter. Efter min korte samtale med min mor – som min mand måtte overtage, da der kom en ve igen- ringede vi igen til sygehuset. De gav os besked på at komme ind, da veerne var hyppige nok. Vi var på sygehuset ca 05:30 og jeg kommer ind på undersøgelsesstuen og jordmoder blev ganske overrasket kunne man se, da hun opdagede, at jeg allerede var 8-9 cm åben. Vi gik direkte ned på en fødestue. På vej derned spurgte hun også til smertelindring. Jeg sagde, at jeg ikke rigtig havde tænkt så voldsomt meget over det. Hun spørger om jeg har overvejet vand? til det svarer jeg, at jeg gerne giver det et forsøg. Især fordi jeg er rimelig bange for nåle.

Så snart vi er inde på fødestuen begynder jordmoder at fylde “badekarret” og jeg bliver lagt på briksen til en start. Her ligger jeg og når at have 3 veer. Da jeg kommer til 3. ve synes jeg det gør ret så meget ondt. Ikke at de andre ikke også gjorde det, men det var en smerte der var ok til at holde ud. Det første jeg registrerer, da jeg kommer i vandet, er hvor dejligt varmen lindre smerten i min lænd. Da jeg her får min anden ve siger jeg til jordmoder, at jeg meget gerne vil presse. Her bliver hun meget overrasket igen og kommer nærmest løbende hen for at se hvordan det ser ud og om jeg virkelig er klar til at skulle presse. Jeg får pænt besked på, at jeg ikke må presse. Det er meget svært og jeg kan ikke genkalde mig hvor mange veer jeg når at have før jeg er nødt til at sige til hende, at jeg ikke kan lade være. Så hun giver mig lov at presse på toppen af veen, hvis jeg virkelig ikke kan lade være. Efterfølgende kan jeg se på deres tavle, at jeg havde første presseve 06:02. Jeg husker ikke meget fra selve fødselen. Jeg husker, at jeg lukker mine øjne ret hurtigt og bare koncentrerer mig om at prøve at slappe af mellem veerne og på at trække vejret stille og roligt. Og da kl er 08:53 er vores lille Valdemar ude og ligger på mit bryst. Jeg husker, at jeg spørger dem undervejs, hvor mange gange mere jeg skal presse, da de siger, at de kan se hans hoved. Men mest af alt husker jeg, at det spænder. Det spænder rigtig meget da hans hoved kommer helt ned og lige skal det sidste stykke for at være helt ude. Og hver gang jeg pressede kunne jeg mærke, at han næsten var der og når veen var slut og presset stoppede, kunne jeg mærke, at han trak sig tilbage igen. Det var så underligt, mystik og uvirkeligt! Men jeg er så stolt over at jeg kom igennem fødslen uden smertelindring på nær vandet. Jeg sprækker dog under fødslen og skal efterfølgende syes. Dette er dog en meget langsommelig proces. Min søn kom til verden kl 8:53 og de var først færdige med at sy mig sammen kl 11:00. Selve syningen tager kun ca 15-20 min. men der var en del usikkerhed omkring, hvor og hvordan, så de to jordmødre jeg havde på stuen skulle lige snakke med en tredje, inden de begyndte at sy. Min syning var det de kalder en 2. grad ud af 4.

Smertene var ikke som jeg forventede. Overhovedet ikke som jeg forventede. Jeg vil ikke engang forsøge at forklare hvor ondt det gjorde, for jeg har intet at sammenligne med. Men jeg vil dog sige, at jeg kan huske, at jeg synes, at smerterne var så store, at jeg ikke forstod, hvorfor folk vil have mere end 1 barn. Hvorfor vil man igennem det smertehelvede en gang til. Men her står jeg 4,5 måned senere og kan ikke huske smerterne så tydelig mere. Min krop kan ikke genkalde sig dem igen. Dog vil jeg ikke håbe for nogen, at deres fødsel bliver så hurtig som min. Det lyder helt åndssvagt, men 6 timer fra første ve til baby er ude, er ufattelig kort tid. Det tog mig mange uger at kunne gengive min fødselshistorie uden at få ondt i maven og føle angst og nervøsitet. Rent mentalt kunne jeg slet ikke følge med i hvad der skete, da det skete. Jeg har snakket en del med min mor og en veninde omkring min fødsel og det tog over 14 dage før jeg kunne komme igennem fortællingen uden at være helt færdig bagefter eller gå i stå midt i fortællingen. Derfor mener jeg at jeg er nødt til at dele med jer der læser med, at min fødsel var ganske ukompliceret, men alligevel kan det være så svært at forstå hvad der sker, når alt går så hurtigt. Min veninde fik barn i Januar og hendes fødsel varede kun 3,5 time og allerede dengang sagde hun til mig at hun ville ønske at min fødsel ville varer længere. Dengang forstod jeg slet ikke hvad hun mente, men det gør jeg helt sikkert nu. Jeg håber og ønsker selvfølgelig ikke på at nogen skal ud i de fødsler der tager 20 eller 48 timer. Men jeg tænker at en 10-12 timer ikke ville være helt uudholdeligt men heller ikke alt for hurtigt.

Jeg håber min historie kan gøre at andre finder ro i deres graviditet omkring hvad der sker under en fødsel. Det gør rigtig ondt og er så intens en begivenhed, men bagefter glemmer kroppen rigtig hurtigt. Selvom man ikke læser en masse bøger omkring fødsel og graviditet eller kommer afsted til fødselsforberedelse, så kommer man fint igennem en fødsel, da jordmødrene virkelig er professionelle og de er bare rigtig gode til at forklare hvad man skal gøre og de tager virkelig tingene stille og roligt og sørger for at der er ro på stuen. Kan kun give stor ros til Slagelse Sygehus for det.